om mille
millespeak

 

Hej med dig.

Tak fordi du kigger ind forbi millespeak.

Jeg hedder Mille, og jeg arbejder som speaker eller voice over artist om du vil. Jeg bliver ofte stillede spørgsmålet “jamen er det et job?”. Dertil må jeg svare “ja i den grad”. Tænk på hvor mange steder du hører lyd? I reklamer, på din tankstation, i supermarked, din tegnefilm, når du skal lære noget nyt, når du ringer til SKAT, din bank i biografen og hvor du nu befinder dig. Der er lyd alle steder. Jeg er stolt af at lægge stemme til den lyd både i Danmark og udlandet.

Da jeg var lille og gik i skole, fik jeg altid at vide, at jeg talte for meget og gik for meget på hænder. Det mente min lærer ikke jeg kunne leve af, og selvom jeg ikke er stukket af med et cirkus, må jeg sige at den eneste røde tråd, der har været igennem min karriere er at tale. At underholde. At speake. Så jo man kan godt leve af at tale.

MilleSpeakOut er mit nye skud på stammen. Det er et univers, hvor du både kan lytte til podcast, se en video og booke et foredrag.

 

MilleSpeakOut er et personligt univers, et univers, der handler om mod. Mod til at gøre noget nyt. Mod til at flytte til udlandet, sige et job op eller starte som selvstændig. Jeg har gjort alle tre ting. Det handler om frihed. Frihed til at leve, som du vil. Det handler om at gøre det, du har lyst til. Det handler om at være ligeglad med, hvad andre vil, og lytte til hvad du selv vil.  Det handler om at flytte til udlandet. Det handler om eventyr. Mine og dine eventyr. Også handler det om alt muligt andet, som både skal være sjovt, oplysende og inspirerende.

 

Jeg vil gerne inspirerer dig med mine historier, med mit liv som udenlandsdansker, og mit liv som digital nomade og selvstændig. Jeg vil gerne give dig tips og tricks til at flytte til udlandet. Jeg vil give dig ideer til, hvordan du også kan leve dit liv.

 

Jeg er Mille, fuld(kun nogen gange) af mod, fuld af energi og en konstant lyst til at skabe et sjovere og bedre liv for mig selv og min familie. Min familie er min mand Kristian og mine to unger Vigfus og Elva. Mit motto er ‘live a life you will remember’.

 

Har du også lyst til det? Så er du kommet det rigtige sted hen. For meningen med livet er vel, at vi skal have det sjovt, og lave det der gør os gladest ikke? Om det så er at åbne din egen chokolade biks i Thy eller flytte til Singapore og tjene kassen, eller tage en session som skibums i de franske alper.

 

Du kan godt forvente, at jeg ikke er politisk korrekt, for det gider jeg ikke være mere. Jeg har prøvet det, og det er vildt kedeligt. Jeg er træt af politiske korrekthed. Jeg er træt af, at man ikke må kalde en spade for en spade, jeg er træt af, at man ikke kan sige ‘at solen gør os lykkeligere og livet under en palme er sjovere, end et 8-4 job hos kommunen, uden at folk himler op om, ‘nu er det jo ikke alle, der kan leve på den måde vel’.

Hvorfor kan de egentlig ikke det? Jeg tror på, at man kan vælge lige præcis det, man har lyst til. Det handler nemlig om valg. Tilvalg og fravalg.

Jeg fortæller dig heller ikke en fløjtende fis om, hvordan du skal leve dit liv, det må du selv om. Men hvis du ikke er glad, og har brug for et spark i rumpetten og noget inspiration, vil jeg med glæde byde dig indenfor i mine podcast eller du kan booke mit foredrag ‘hvad er det værste, der kan ske’.

 

Jeg har valgt et liv, hvor solen skinner, hvor der er tapas og vino tinto på menuen. Det er et liv, der gør mig glad. Det er et liv, hvor der er højt til loftet, masser af grin og vi aldrig skal skynde os ud af døren, og jeg har tid til at se mine unger i øjnene inden de flytter hjemmefra.

 

Jeg har valgt at være selvstændig i millespeak.com de sidste 10 år, og her løser jeg speakopgaver, og skriver artikler for diverse aviser.

 

Jeg synes, det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet engang imellem, ‘laver jeg det, jeg skal’? simpelthen lige tjekke ind med sig selv, om man stadig er den person, som synes det er sjovt eller fedt at være socialrådgiver i kommunen, eller revisor hos Deloite. Så du altid har tjek på, at dagene, ugerne, årene, ikke lige pludselig rendte afsted med dig i noget, du synes var møgkedeligt, og måske ligefrem gjorde dig sur og syg.

 

Vi har et liv – as far as I know – men vi kan selvfølgelig blive overraskede. I det ene liv, synes jeg, det er vores forbandet pligt, at have det så sjovt og dejligt som muligt. Det vil jeg gerne inspirerer dig til at få.

millespeak

Min vej hertil.

Den har været meget kringlede og brogede, og jeg har altid tænkt, hvor er den røde tråd i mit arbejdsliv? Det har jeg heldigvis fundet ud af. Kommunikation er mit arbejdsliv. Kommunikation er min røde tråd. Som skuespiller, som lærer, som journalist, som speaker, og public speaker.

Jeg har søgt ind på teaterskolen i 10 år uden at komme ind. Det er alligevel en bedrift i sig selv. Det viser vel at jeg er møgstædig, og har en vilje til at få tingene til at lykkedes. Måske viser det også, at jeg ikke vil se, når jeg ikke lykkedes.

 

Jeg er uddannet folkeskolelærer, og har prøvet at undervise i lidt over et år. Men da det ikke var min drøm at undervise, men blive stor skuespiller, og jeg blev tilbudt en fast stilling, skyndte jeg mig at sige op.

 

Det var godt jeg gjorde det, (selvom min mor synes, jeg var vanvittig), for universet og SBS radio ville at jeg skulle ansættes som radiovært. Der var jeg i 5 år, og arbejdede med nogle fantastiske mennesker på diverse shows. Det sjoveste indtil videre, var min tid på Freakshowet og de drenge jeg arbejde med ligger mit hjerte meget nært.

 

Men ingenting varer ved og heldigvis for det. For i forandringen ligger udviklingen. Radioen lukkede, og jeg røg ud på røv og albuer. Eller sådan føltes det. Det var i 2008 (hvis nogen skulle have glemt det, var det her finanskrisen var på sit højeste) og gæt engang, jeg var gravid med mit andet barn. Udsigten til en fast stilling med min gravide top mave var nok minus 1000 procent.

 

Hvad gør man så? Jeg startede mit eget firma, mest af alt fordi jeg ikke turde gå på dagpenge, og blive smidt rundt i systemet som en anden kriminel. Jeg var sikker på, at jeg kunne tjene mere end 12.000 kroner om måneden. Sådan blev millespeak.com til. Et firma hvor jeg leverer speak til reklamer, lydbøger og meget andet. Samtidig tog jeg en diplomuddannelse i journalistik, fordi jeg havde lysten til at fortælle historier. Den kombination har jeg levet af i 9 år nu, og det er ikke nød der driver mig. Det er den vildeste lyst til at være ‘the boss’.

 

‘The Boss’ i mit eget liv. 

 

Vil du også være ‘The Boss’ i dit eget liv?

 

For 5 år siden, tog mit liv en ny drejning. Min mand og jeg tog en beslutning om at tage et år til Javea i Spanien. Et by jeg aldrig havde hørt om. Et liv jeg ikke havde drømt om. Her 5 år senere, niver jeg mig selv i armen hver morgen, for bare lige at tjekke, at det faktisk er mig og mit liv.

Kærligst Mille